torsdag den 11. februar 2010

Dukker


Jeg kommer i dette semester til at arbejde en pokkers masse med seksualitet sat i forhold til køn, kultur og samfund, idet jeg har hele to fag på universitetet med fokus på dette. Det bliver tossefedt!

Når jeg ser modebilleder, drages jeg som regel af dem, som har en fortælling udover tynd-pige-vrider-sig-underligt-på-billede-iført-dyrt-tøj. Jeg rammes spontant af det-er-fedt-følelsen, hvis billederne griber fat i nogle af vores konventioner om seksualitet og vores forestillinger om forskellige typer mennesker og kulturer. Og twister det! Modebilleder kan fx gøre udgrænsede seksualiteter smukke og lækre at se på. Modebilleders formål er velsagtens at please øjnene, der ser. Modellen Eniko Mihalik er i denne serie i nærkontakt med en mannequindukke. Normalt fremstilles mennesker, som har et forhold til dukker som afvigere og som nogen, der nødvendigvis må have et psykisk problem. Som i Lars and The Real Girl (som i øvrigt var en fantastisk lille film) hvor Lars fremstår som en sympatisk og helt igennem elskelig ung mand, til trods for at han bliver kæreste med en real size dukke. For han har netop et psykisk problem, hvor han tror, at hun er virkelig. Så kan han jo ikke selv gøre for det. Tantekys er i øvrigt det tætteste de har på på et seksuelt forhold. Han har ikke sex med dukken. Det gør en forskel for publikum, tror jeg. Man har svært ved at forestille sig en film om en person, som ganske rask og ganske bevidst har et forhold til en dukke, og som stadigvæk vil fremstå på en jeg-vil-være-venner-med-ham- måde for seerne.
James Franco optræder faktisk i fjerde sæson af 30 Rock som en lidt mere speciel udgave af ham selv. Han ønsker i afsnittet et forhold til Jenna til ære for pressen, så han kan skjule, at han i virkeligheden elsker og begærer anime puden Kimiko. Det er en komedie, det må gerne være lidt skørt, men han kommer stadig til at fremstå rimelig tosset.

Men jeg kan godt lide, når jeg udfordres lidt i mine egne forestillinger om hvad der er normalt og unormalt, rigtigt og forkert, lækkert og klamt.

Billedkilde: fashiongonerogue

Ingen kommentarer:

Send en kommentar