Jeg faldt i starten af måneden over den engelske beauty webshop Escentual.com og blev mere end begejstret, da jeg så, at de forhandlede Bioderma til små penge og en fragt, der er til at betale.
Jeg prøvede første og eneste gang den hypede rensevand Bioderma Sensibio (tidligere Crealine) sidste år, da mine forældre var i Frankrig og købte en flaske med hjem til mig. Jeg havde læst om den i samtlige modeblade og var crazy nysgerrig. Jeg var solgt med det samme. Den er perfekt til at fjerne makeup. Med Bioderma på en vatrondel trylles mascaraen nærmest af øjnene, uden at det river i den sarte hud. Og så er den billig. Rensevand fjerner makeup, snavs og renser uden at skulle skylles af med vand.
Man kan ikke købe Bioderma i Danmark. Den kan købes på nettet, men mange steder er fragten ret høj. Jeg har i stedet prøvet andre mærkers bud på rensevand. Vichy er næsten lige så god som Bioderma. La Roche Posay er også udmærket. Lige nu bruger jeg Avène, som er den dårligste til at fjerne mascara af de fire, men stadig rigtig fin. Jeg har for lang tid siden prøvet Embryolisses rensevand. Jeg kan ikke huske, om den var god til sammenligning. Men alle er dyrere end Bioderma og ikke helt så gode!
Bioderma Sensibio koster ca 100 kroner på escentual. Jeg købte to. Derudover købte jeg en anden variant Sebium, som er god mod fedtet ud. Så kan jeg sammenligne. Jeg købte også en rensegel til de dage, hvor jeg ikke synes, at rensevand er nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar