Fall Ad Campaign Review 2013 part II

De fleste af de eksklusive modekampagner for efterårets kollektioner er efterhånden offentliggjort, og det har været en lidt kedelig sæson for de danske topmodeller. Udover Freja Beha har ingen scoret en af de mest eksklusive kampagner, så det er lidt øv. Men lad os se på nogle af dem. Lige som sidst tager jeg to billeder med fra hver kampagne. Jeg vælger dem, som er kommet i nogenlunde kvalitet...

Øverst har vi Dior, som har forbedret sig markant fra sidste sæson. Jeg kan godt lide kampagnen. Den benytter sig lidt af de senere sæsoners Prada-format, men jeg klager ikke. Castet består af Mariacarla Boscono (øverst), Elise Crombez (nederst), Iselin Steiro og Daria Strokous. Sidstnævnte er designer Raf Simons muse og har nærmest været med i alt Dior-materiale siden udnævnelse af Simons som chefdesigner. Jeg er lidt træt af hende, og det klæder kampagnen med især Crombez og Boscono. 

Kampagnen formår at vise tøjet tydeligt frem såvel som accessories (den røde frakke er helt sikkert et standout piece fra kollektionen), men som enhver rigtig god kampagne har den også en særlig stemning, der er tillader drømme.. om en livsstil, om at være en særlig kvinde med en særlig attiude, om at befinde sig et særligt sted osv.

Miu Miu har et stort cast, hvor to modeller på hvert billeder poserer på en mole (en kulisse!). Kampagnen er som sådan udmærket, men det er nok især castet, der har fået opmærksomhed. Den er nemlig dejlig mangfoldig. De vestlige, hvide modeller fylder altid mest i kampagnerne, så når andre etniciteter får plads, er det stadig meget overraskende. Desværre. Denne sæson har været mere multikulturel end normalt, og det er godt at se. Jeg er ikke altid så opmærksom på det, da jeg selv er hvid og lever i et samfund, der overvejende er hvid, men visuelt er det alligevel virkelig dejligt at se en større mangfoldighed... Bevares, også de "eksotiske" skønheder som Hind Sahli, Marina Nery og Adriana Lima er skinny, tall models, så mangfoldighed er måske for meget sagt... Og der er stadig 5 vestligt, hvide modeller mod tre af anden etnicitet.... Små skridt, ikke?

Balmain har for første gang i flere år hyret flere modeller til sæsonens kampagne. Manon Leloup er genganger fra foråret, Elizabeth Erm er en mindre intens kopi af danske Nadja Bender, Cora Emmanuel er en ret perfekt og Khadija Adam er et nyt bekendtskab for mig. Jeg er ikke så vild med Balmains efterårskollektion (ikke endnu i hvert fald), og jeg er heller ikke helt fanget af kampagnen. Den er heller ikke en eye sore, we'll give it a pass.

En ret enkel kampagne fra Alexander McQueen, der dog med disse sort/hvid billeder får den dramatiske, elizabethanske kollektion flot fremhævet. Modellen Edie Campbell er god i denne kamapgne - hun er i øvrigt topscoreren, hvad angår eksklusive kampagner med Lanvin, Jil Sander og Marc Jacobs udover denne. 

En af efterårets mest kritikerroste kollektioner kommer fra New Yorker-duoen Proenza Schouler, der har fået Sasha Pivovarova til at stå model til sæsonens kampagne. Proenza Schouler laver smukke kollektioner sæson efter sæson, men jeg var lidt indifferent over for forårets kollektion. Med denne er de blevet mere voksne. De er kreative, men man føler ofte lidt for tydeligt at de står på skuldrene af andre designere som fx Guesquiere, hvilket måske er det, der mangler for at de bliver skudt helt op i superligaen af fashion brands. Kampagnen her er pæn, men ikke markant nok i mine øjne. Den ligner ikke en... ja, superliga-kampagne. Den ligner den type kampagne, vi også kunne se fra fx danske Anne Sofie Madsen eller Designer's Remix... Sasha P er ganske vist en supermodel inden for branchen med især mange Prada-kampagner under bæltet, men med lettere slørede billeder benytter man sig ikke af hendes supermodel-effekt. Modellen kunne lige så vel have været en (langt billigere) newcomer... 

Altså, det er smukke billeder, men er den effektiv nok?

Sidst i denne omgang tager vi Calvin Klein, der kører old school med enkle sort/hvide billeder. Ungarnske Vanessa Axente debutterer som ansigt for det ikoniske mærke. Hendes kampagne minder meget om Lara Stones, men spørgsmålet er så, om hun har samme gennemslagskraft. Hun er udråbt som kommende supermodel efter et par år som Steven Meisel muse. Her synes jeg dog ikke, at hun er meget mere end utrolig flot. Der er ikke meget mere at komme efter i billederne. Der er langt til de rebelske 90'erne i disse billeder (Kate Moss' kampagner når ingen til sokkeholderne), men kollektion er dog virkelig god til karrierekvinden, og det kan man sagtens fornemme her.

Donna Karans målgruppe er kedelige, beige- og greyloving people, der ikke tager chancer. Deres hår sidder altid godt, de er velplejede, de er perfektionister, de er rige, de er power kvinder, de har ingen humor, de er amerikanere...  Jeg har aldrig rigtig fattet brandets æstetisk, hvor jeg til gengæld tit finder lillesøster DKNY meget cool. Kampagnerne rammer meget godt beige-segmentet, tror jeg, men i år har de i det mindste australske Catherine McNeil i front og hun er pænt lækker. Det hjælper på det.