Jeg fortsætter med det samme med part II af min kampagnegennemgang, fordi jeg har travlt med at få dem ud af verden, før en ny sæson truer:)
Øverst har vi Marc Jacobs, der lavede en fin kollektion med mange kjoler og kaftaner og lignede i fine mønstre og materialer ikke mindst turbaner designet af Steven Jonen. Kampagnen er fin, men som med andre kampagner i denne sæson - som jeg har brokket mig over, så har man ikke kunne vælge de bedste billeder ud, men taget hvad der nærmest ligner hele kamerarullen med, så mange af billederne ligner og føles som outtakes. Hellere færre og bedre billeder end for mange, hvor man mest af alt er frustreret over ikke at kunne se bedre, hvad der er los på billederne.
Efter mange sæsoner, hvor Balmain har brugt supermodeller eller de største instagram- og celebmodeller, så synes vi at være inde i en periode, hvor Olivier Rousteing forsøger at gentænke sit koncept. Måske fordi instamodellerne er alle vegne, og det ikke længere føles frisk med endnu en Gigi/Kendall-kampagne? Til gengæld virker det som om, at Balmain ikke rigtig har fundet ud af, hvad næste skridt i så fald skal være. Denne kampagne ligner et B-modehus-kampagne på alle planer. Fra casting, billedstil, komposition... det er noget ligegyldigt rod. Jeg er ikke selv til Balmains stil, men jeg ønsker og forventer mig flotte kampagne fra modehuset.
Der er gode billeder iblandt, men Series 8 må siges at være den måske mindst kreative og mest ligegyldige kampagne under Nicholas Ghesquiere. Hvor blev wow-faktoren af? Jeg er selvfølgelig glad for danske Freja Behas tilstedeværelse, men end ikke hende kan tage følelsen af meh væk fra kampagnen. Næste sæson bør ruske lidt op i tingene, for Bruce Weber - fotograf for LV - er blevet
persona non grata i branchen, mens anklager om overgreb af (mandlige) modeller undersøges i branchen. For første gang er Bruce's navn ikke at se på kampagnen her. Den blev skudt, før anklagerne blev offentliggjort, så LV valgte at bruge billederne, men underspille Webers rolle.
Jeg har opgivet Dolce & Gabbana som et modehus, der nogensinde kommer til at lave gode kampagner igen. Deres kampagner er ligesom deres kollektioner en lidt mere udvandet version af den forrige. Denne gang har man castet instagram-influencers og rige kunder som modeller, hvor man endda henviser til pigernes instagram-profil. Denne gang er vi i Venedig. Bum bum,
Emilio Pucci har mistet en del relevans efter Peter Dundas smuttede til Roberto Cavalli (hor han ikke holdt i mere end et par sæsoner), og sidenhen har Pucci allerede fyret første designer til at tage over. Om Pucci får kæmpet sig tilbage til relevans må tiden vise. Kampagnen hen gør nok ikke den store forskel.
Der var ligesom to kampagner i år for Proenza Schouler - en med Sasha Pivovaroa og en med Mariacarla Boscono. Selvom det er almindeligt med to modeller og stilen ikke ligger langt fra hinanden, føles det alligevel som to forskellige kampagner. De er ikke sammen på nogen billeder, og der er virkelig mange billeder fra hvert shoot. Desværre har jeg ikke set kampagnerne i nogen blade, og det virker jo temmelig åndssvagt med to så prestigefulde modeller i samme sæson. Hvorfor så lave en kampagne. Måske billederne er allesteder online... jeg ved det ikke. Jeg er ikke faldet over dem, men jeg bruger også ad blocker.
Blumarine er et af de mærker, som er blevet eleveret til et af de store modehuse i mit hoved pga konsistent fine kampagner de sidste mange år. De er ikke blandt de allerstørste, men dem er der også kun få af. Her er Amber Valletta, der poserer ved vandet. Elegante og fine billeder med et pænt layout. Det er godkendt for et brand som Blumarine.
Jeg kan godt lide, når et brand som Christopher Kane begynder at lave kampagner. Det giver brandet lidt mere power og prestige, og kampagnerne har indtil nu været ret gode. Layoutet er elegant og billederne er en smule indiecool, men tøjet fremgår tydeligt. Jeg kan godt lide kampagnen, der med str sandsynlighed er fotograferet af Alasdair McLellan.
Steven Meisels første kampagner for Coach gjorde mig påny opmærksom på en modehus, som er gammelt, men som har fået nyt vand på gamle flasker i de senere år. De første kampagner var virkelig gode. LÆkkert fotograferet, fedt tøj, cool modeller... De seneste kampagne virker lidt som genbrug. De virker ikke helt så godt fotograferet og farverne ikke helt så sprøde. Modellerne har ikke samme gennemslagskraft. Det er ærgerligt. Lige nu minder kampagnerne om Michael Kors for nogle år siden. Same same i et eller andet transportmiddel, hvor man ikke kan kende forskel fra den ene sæson til den anden. Denne gang er vi dog ikke i tog eller i en bil, men vi er stadig i same same land. Brandingen må jo virke.
Karl Lagerfeldt Fendi-kampagner er boring as shite, men i denne sæson slipper vi dog for Kendall og Gigi, og i stedet for vi den alsidige og ofte meget elegante Vittoria Ceretti. Det hjælper gevaldigt. Den amerikanske model Taylor Hill medvirker også i kampagnen, men der er klart flere billeder af Ceretti, og det var da også de billeder, jeg har fundet frem som eksempel her i indlægget.
Isabel Marant har igen brugt Anna Ewers som ansigt for det franske mærke, og hun fungerer fint. Det er ikke nogen ny tallerken, der er blevet opfundet, men tøjet ser cool ud, Anna ser cool ud og folk il se kampagnen og tænke, Isabel Marant er et cool mærke.
Jeg er ret vild med denne model i øjeblikket - Ansley Gulielmi, og derfor kan jeg nok lide kampagnen her bedre end jeg burde. Jeg plejer at hade studio-kampagner med grå væg, og jeg var mildest talt ikke imponeret eller tiltrukket af kollektionen. Det hjælper dog alt sammen med en model, jeg godt kan lide. Sådan kan det gå.
Det øverste af de to billeder ligner kampagnen i bladene, mens det nederste har et andet layout, og jeg tog det mest med, fordi jeg ikke kunne finde andre med logo desværre. Billederne er ligesom de sidste par sæsoner fotograferet af Jamie Hawkesworth, og det er en rigtig flot kampagne.
Jeg har ikke kunne finde Guccis kampagner med layout fra magasinerne og logo, så I må nøjes med disse to logoløse billeder. Denne sæson har man malet billederne. Man har tydeligvis malet efter (eller ovenpå?) fotografier, for det er tydeligt hvem modellerne er, men malerieffekten giver mulighed for at sætte modellerne ind i surrealistiske landskaber og giver også tøjet og modellerne selv et meget fantasifuldt look. Heldigvis er tøjet næsten lige så klart og tydeligt som et klart og tydeligt fotografi. Det er stadig en modereklame og ikke et kunstprojekt, og det er synes jeg er godt.
