I går faldt jeg over en artikel om Normcore på dazeddigital... en artikel, hvor skribenten endnu ikke helt vidste, hvordan begrebet skulle forståes, hvorfor jeg SLET ikke ved, hvordan begrevet faktisk skal forstås (!).
Når jeg nu skriver om det alligevel, så er det fordi, jeg TROR, at jeg synes, at normcore er lige dele hysterisk sjovt og ubegribeligt udmattende. Selv det normale - det mainstream - kan i vores hyperdeskriptive verden iscenesættes og italesættes som noget særligt, og når det er hipsterne, der dyrker det kommercielle, det mainstream, det udbredte, almindelige, normale, så får det selvfølgeligt et andet, nyt, særligt navn..
Artiklen henviser til et ret sjovt afsnit af tv-serien 30 Rock, hvor Jenna og hendes transvestit-kæreste er begyndt at gå fra crazy forelskelse til et almindeligt, kedeligt parliv, hvor de ikke længere dyrker sex hele tiden alle steder; bliver hjemme og ser tv i stedet for at gå i byen; har røvssyge diskussioner om røvssyge ting.. Som de opblæste "unikke" individer, de er, tror de, at de har gang i en særlig fetich, som de døber normalizing. Pludselig bliver alle de her helt almindelige, hverdagsting, som ALLE par formegentlig oplever på et tidspunkt til noget særligt. At gå i IKEA sammen er pludselig at... uhhh... normalize... Frækt. Det er superdumt og rigtig sjovt samt vældig tankevækkende.
Anyways, ideen om normcore er på en måde en selvfølgelig udvikling af de senere års hipsteri.
Eftersom hipsteren i dag er den mest karikerede, latterliggjorte stereotyp lige nu, så går den forhenværende hipster selvsagt i en anden retning. Man kan sagtens se, at det er dumt at prøve at være så individuel, mærkelig, anderledes og far out, når det viser sig, at alle alligevel ligner hinanden med den strategi. Der er også noget åndssvagt i at samle på mælkekartoner, bare fordi ingen andre gør det, og hade blomster, bare fordi andre elsker dem. Især når man blive gennemskuet med det samme. I stedet for status og anerkendelse får man det modsatte.
Nu skal der noget ærlighed og oprigtighed ind i ligningen, og det betyder, at det i et stykke tid har været mere end okay at "indrømme" at man elsker sommerens store pophit, Superhelte-blockbusteren samt dårlige tv-programmer. Se, man hvidler så meget i sig selv og går så lidt op i hvad der er smart, at man gerne fortæller om sine "guilty pleasures". Man kalder dem måske ikke engang guilty pleasures mere, for der er ikke noget at være guilty over, forklarer man. Man skal jo ikke skamme sig over at stå ved den, man er, vel?!
Det betyder ikke, at man ikke stadig er vild med Lars Von Trier og Arvo Pärt , men den irriterende, opblæste Rasmus Modsat, der hader alt, hvad flertaller elsker, er YT. Total yt. Hipsteren er latterlig, og hipsteren ved det godt.
Eftersom hipsteren i dag er den mest karikerede, latterliggjorte stereotyp lige nu, så går den forhenværende hipster selvsagt i en anden retning. Man kan sagtens se, at det er dumt at prøve at være så individuel, mærkelig, anderledes og far out, når det viser sig, at alle alligevel ligner hinanden med den strategi. Der er også noget åndssvagt i at samle på mælkekartoner, bare fordi ingen andre gør det, og hade blomster, bare fordi andre elsker dem. Især når man blive gennemskuet med det samme. I stedet for status og anerkendelse får man det modsatte.
Nu skal der noget ærlighed og oprigtighed ind i ligningen, og det betyder, at det i et stykke tid har været mere end okay at "indrømme" at man elsker sommerens store pophit, Superhelte-blockbusteren samt dårlige tv-programmer. Se, man hvidler så meget i sig selv og går så lidt op i hvad der er smart, at man gerne fortæller om sine "guilty pleasures". Man kalder dem måske ikke engang guilty pleasures mere, for der er ikke noget at være guilty over, forklarer man. Man skal jo ikke skamme sig over at stå ved den, man er, vel?!
Det betyder ikke, at man ikke stadig er vild med Lars Von Trier og Arvo Pärt , men den irriterende, opblæste Rasmus Modsat, der hader alt, hvad flertaller elsker, er YT. Total yt. Hipsteren er latterlig, og hipsteren ved det godt.
Så langt så godt.
Normcore, tror jeg så, er det begreb, man har valgt at bruge om den her tendens til ikke at sky mainstream, men indoptage den og faktisk bevidst undgå at adskille sig demonstrativt fra mængden.
Det er så også her, at jeg begynder at tvivle på, hvad normcore egentlig er, og hvordan normcore-style ville se ud... Dazed-artiklen handler meget om musik, og jeg vil gerne skrive om moden her:)
For på den ene side virker det til, at normcore-stilen er en artart af megatendensen "90'er-retro", hvor man tager udgangspunkt i mom-and-dad-style, Jerry Seinfeld, løse polotrøjer og revisorbriller, H&M-katalogmode, eller det-tøj-som-folk-der-ikke-gik-op-i-mode-gik-i.
For på den ene side virker det til, at normcore-stilen er en artart af megatendensen "90'er-retro", hvor man tager udgangspunkt i mom-and-dad-style, Jerry Seinfeld, løse polotrøjer og revisorbriller, H&M-katalogmode, eller det-tøj-som-folk-der-ikke-gik-op-i-mode-gik-i.
Men det kan også være at normcore ikke bare handler om retro-mode. Måske handler det også om ikke at adskille sig fra mængden anno 2014?
Eksemplevis bevist at være last mover? Eller virkelig ikke gå op i tøj? Eller gå efter tøj, som kun lige er blevet moderne blandt forældre til teenagere? Eller måske forsøge at ligne modeller i GAP og Benetton-reklamer for 3-4 år siden. I don't know.
Eksemplevis bevist at være last mover? Eller virkelig ikke gå op i tøj? Eller gå efter tøj, som kun lige er blevet moderne blandt forældre til teenagere? Eller måske forsøge at ligne modeller i GAP og Benetton-reklamer for 3-4 år siden. I don't know.
Ville en forhenværende hipster turde at være fuldstændig usynlig i mængden og fuldstændig uironisk umoderne? Måske ikke engang iøjnefaldende umoderne, men bare.... normal?
Hvis I ved mere end mig, så smid en kommentar? Ja, eller smid en kommentar alligevel:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar