mandag den 24. januar 2011

Lea T


Har I set, at der i denne uge af Weekendavisen er et stort opslag om Lea T og andre transeksuelle i modebranchen? Det er en spændende og interessant artikel, som kommer godt rundt og får stillet de rigtige spørgsmål til de rigtige mennesker... Gid der var flere af den slags artikler om mode. Jeg kan anbefale jer at læse den.


Meget kort fortalt er Lea T født mand, men er i dag kvindelig fotomodel.
Hun har i flere år været  Riccardo Tiscis assistent og muse. Han er chefdesigner for Givenchy. T'et i Leas navn står også for Tisci. I efteråret var hun kampagnepige for Givenchy sammen med en gruppe andre modeller. Lea er kvinden anden yderst til højre.
Kampagnen vakte stor opsigt i modebranchen, fordi det er første gang, at en transeksuel bliver brugt i en kampagne for et stort modehus. Modsat andre transseksuelle ikoner som Amanda Lepore og Candy Darling, ligner Lea T ikke en drag queen. Hun ligner en kvinde, men er alligevel ikke specielt kvindelig. Hun er som mange andre modeller en krydsning mellem en ung dreng og en kvinde - slank, små bryster, lange ben, ingen former og høje kindben.

Lea T er ikke med i denne sæsons Givenchy-reklame, hvor de i stedet har satset på en mandlig albino. Jep, I know. Hvad bliver det næste? Gæt endelig?
Til gengæld er det ikke helt slut for Lea T, for hun og Kate Moss kysser på forsiden af det seneste nummer af det hypede magasin Love, som denne gang fokuserer på androgyni.

Det første billede er fra fransk Vogue. Det er taget før Lea T's sidste operation. Beskueren aner de mandlige genitalier bag Leas hånd. Det er et grænseoverskridende fotografi. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om det. På den ene side kan det måske være med til at rykke nogle holdninger hos folk og give andre transseksuelle noget selvtillid, når en transseksuel pludselig finder vej til Vogues eksklusive sider. Det er samtidig et flot billede. På den anden side føler jeg, at det er en kende usmageligt at bede hende stille op til det her, for handler det i virkeligheden ikke mere om at "os normale" er er uberettiget nysgerrige. Ville man afkræve at se "beviser" hos andre mennesker end netop transseksuelle? Bliver det ikke bare et sensationsbillede, hvor alle tænker wow-hun-har-en-tissemand-haha...?
Wello, modeverdenen flyder i det hele taget over med nøgenbilleder, så måske er det ikke specielt anderledes at bede Lea T om at smide kludene?

Nå, nu viser jeg så også billedet på min blog?
Hvad mener I? Flytter det noget hos jer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar