mandag den 10. oktober 2011

Pan Am og Karine Varnasse


Jeg har set de første tre afsnit af den nye amerikanske tv-serie Pan Am, der i bedste Mad Men-stil tager udgangspunkt i de stilsikre og elegante 1960'ere. Vi følger fire stewardesser og nogle piloter i deres arbejde for det prestigefulde flyselskab Pan Am. Serien er dog ikke en ny Mad Men. Pan Am er mere eventyrlig og munter. Der er mere action, og den kræver ikke samme tålmodighed som Mad Men. Omvendt har den ikke de samme lag som Mad Men, men en let og lækker anretning er heller ikke altid at fornægte.

Jeg føler ikke helt, at jeg kan bedømme serien efter kun tre afsnit. Det er indtil videre underholdende, men herfra kan det gå begge veje. Der er nogle plots, der virker fjollede, men til gengæld har de skabt nogle karakterer, som man har lyst til at følge. Jeg er især helt og aldeles betaget af Karine Varnasse, der spiller franske Collette. Hendes skuespil er helt eminent, og jeg kan ikke tage øjnene fra hende, når hun er på skærmen. Hvis Pan Am er ikke bliver en succes, så håber jeg ikke, at det bliver sidste gang, at vi får hende at se. Hun er født i 1983 og er fra Quebec i Canada.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar