onsdag den 23. maj 2012

TV på dr.dk


Jeg ved godt, at vi i disse dage er meget udenfor, men jeg vil gerne lige huske jer på DR.dk, når vejret igen bliver dårligt (og det gør det jo) Jeg ser dejlig mange tv-programmer, lige når det passer mig. Deres layout er lige blevet opgraderet, så det er meget lettere at finde rundt og finde nogle sjove programmer.

Her er nogle forslag:

- Har du et par timer, så se programmet Gal eller Normal?, der undersøger, om der er synlig forskel mellem mennesker med en psykiatrisk diagnose og mennesker uden. 10 mennesker flytter ind på en herregård og udsættes for forskellige prøver, der især vil være en udfordring for mennesker med psykiske lidelser. Tre fagfolk skal så gætte hvilke fem af de ti, der har en diagnose, og hvilke fem, der ikke har. Det lyder langt ude, men programmets formål er i virkeligheden meget fint: Vi er alle mennesker, og man får stor sympati med alle de medvirkende.

- Jeg har allerede anbefalet Modearkivet her. Gode programmer, der tager fat i de tendenser i modehistorien, der aldrig rigtig forsvinder... sort, undertøj, pels, dyreprint, denim osv. Det er godt lavet.

-Apropos mode, så sender DR Mama for tiden et program, der følger nogle engelske modeller i deres arbejde, mens en fotograf en gang i mellem mødes med dem for at tage billeder til en udstilling. Programmet føles mere realistisk end programmer som Next Top Model, men man er stadig tv-mediet bevidst, så det ikke bliver kedeligt. Programmet hedder Modelliv.

- Se også de små 5 minutter fra virkeligheden-udsendelser. Det er virkelig godt tv, og man får hurtigt en masse samtaleemner til næste gang, man mødes med kammeraterne.

- Der er altid mange gode dokumentarer på DR, og Documania bør man altid tjekke ud. Jeg har nu en svaghed for Louis Theroux og hans dokumentarfilm, og dem ligger der en del af. Se dem, se dem, se dem.

- Har du svært ved at meditere? Hvad så med en klassisk omgang Søren Ryge. Det er afstressende om noget. Jeg ved godt, at der er kommet en ung gut, der hedder Bonderøven, men han gør slet ikke det samme for mig. Han er alt for meget barn af tiden lige nu og søger autencitet på en måde, hvor det bliver alt andet (bare det at han, kone og børn har været på forsiden af COVER Kids ødelægger det for mig). Søren Ryge derimod... Så er man i trygge hænder.

- Kender du typen? Jeg gør tit, men jeg har også set programmet rigtig meget. Det er god, uforpligtende underholdning, og så får man lov at snage i kendte og semikendte menneskers hjem. Ja, programmet signalerer ikke ligefrem coolness, men whatev...

- Emils Damer. Den meget karismatiske tv-vært Emil Thorup er kæreste i 24 timer med en kendt kvinde og vi følger dem i dette døgn, hvor de skal finde ud af, om de passer sammen. Det gør de selvfølgelig aldrig, men det er en skæg måde at lave et portrætprogram. Man skal kunne lide Emil Thorup, for han spiller en hovedrolle hver gang. Hvis man ikke er så meget til damer, kan man også se dobbeltafsnittet af Emils Mand, hvor han besøger Ole Henriksen i L.A.

Mangler jeg noget? Well, man kan jo altid selv gå på opdagelse..
Billedet er fra filmen Please Give.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar