Modekampagner s/s 2018: part I

Jeg har glemt at anmelde/vise forårssæsonens modekampagner, og nu er de nye kampagner for efteråret i færd med at udkomme. Better late than never, I guess.

Øverst har vi Prada, der i øjeblikket kører flere forskellige koncepter på en gang, som dog ikke alle vises ligeligt i magasinerne. Mange savner Steven Meisel, der i mange år var synonym med Prada-kampagner, men i de seneste sæsoner har Willy Vanderperre taget over. Han har på sine side en meget filmisk tilgang, og jeg kan lide meget af hans arbejde, men hans billeder kan blive en smule kolde og sterile og mangle lidt... dybde. Jeg har aft lidt blandende følelser omkring hans Prada-kampagner, måske også fordi der er så utrolig mange billeder, så nogle er gode og andre er skuffende. SS-kampagnen var ikke en, jeg forelskede mig i. Forventningerne er også høje ift Prada.

Det var et lidt nyt koncept hos Balenciaga i forhold til de første kampagner under Demna Gvasalia. Hvor de foregående har været ubercool og for nogle næsten for cool, så var denne mere kommerciel i sit look. Det er da heller ikke et nyt koncept at lege paparazzi-style. Tøjet fremstår dog tydeligt, og kampagnen får også point for at foregå uden for et gråt studio.

Willy Wanderperre er også fotograf for Calvin Klein, og også her er der virkelig mange billeder. Jeg tror, at det ville klæde kampagnen med lidt færre, men nøje udvalgte billeder. Jeg kan ikke lide, at flere af billederne ligner outtakes. Selvom opstillede billeder ikke altid er lige så interessante som snapshots, så passer Vanderperres stil ikke til det, og nogle af billederne i kampagnen er frustrerende at se på. Kampagnen er fotograferet indenfor og udenfor en lade i USA. Kampagnen fortsætter den protoamerikanske setting og stemning fra de foregående kampagner. Jeg kan godt lide castingen, stedet og farverne, hvis så bare Willy Vanderperres kompositioner var bedre og mere konsistente.

Saint Laurent fortsætter sin cool girls black/white-kampagner (der var vist nogle billeder fra sæsonen i farver), og det virker for målgruppen og brandingen. Jeg er glad for, at kampagnen finder sted udenfor frem for i et studio, og castingen af nogle af de cooleste it-models i branchen lige nu, finder jeg også spot on. Derudover rører kampagnen mig ikke synderligt. Og jeg var endda vild med kollektionen.

Moschino har Steven Meisel som fotograf og godt for dem. Jeremy Scotts Moschino er bonkers over the top, men Meisel kan om nogen tage fjollet tøj og elevere det, så det pludselig ser elegant, high fashion og luksuriøst ud - deres høje prislag værdigt. Meisel bevarer også Moschinos fokus på uhøjtidelighed og humor. Det er en festlig kampagne. Selvom "catwalk"-fotografier ikke er et nyt koncept, så passer det godt til kollektionen, og castingen er god med en fin blanding af gamle og nye modeller med attitude.

Det er altid godt at se en dansk model i en international modekampagne, og her er det Sophie Rask, som flyder i havvand for Stella McCartney. Derudover er det en temmelig kedelig kampagne fra Stella McCartney, der ser ud til at have sparret på alt fra konceptudvikling, fotograf og layout. Bevares, farvene ved vandet er dejligt... men... Boring. Next.

Valentino er endnu kendt for at skifte ret meget ud i forhold til fotografer og layout og stemning i deres kampagner, alligevel føles denne kampagne meget anderledes fra de foregående. Jeg er ikke normalt til studio shoots med hvid baggrund, men her virker det, fordi lys, farver, komposition og layout er interessant. Det er dog ikke et ny stil fra nu af - med prefall-kampagnerne er de tilbage til noget nyt igen, men mere velkendt.

Jeg mangler lidt Sonia Rykiel fra de gode gamle dage - lidt mere humor og glæde - også selvom modellerne her hopper på lyserød hoppepude. Kampagnen ligner endnu lidt nogle gamle kampagner fra 00erne, men jeg synes ikke, at billederne er specielt velvalgte. Jeg får ikke noget særligt indtryk af tøjet, Sonia Rykiel-pigen og på den måde brandet. Den forsvinder lidt i mængden. 

Salvatore Ferragamo synes vist i denne sæson at satse på accessories. Der er i hvert fald ikke meget tøj i denne kampagne, og det tøj, man ser er rimelig klassisk og ikke så editorial. Jeg kan skam godt lide portrætterne af henholdsvis Faretta Radic og Fei Fei Sun, men man kunne godt have højere forventninger fra Salvatore Ferragamo. Denne kampagne ligner en kampagne fra modehuse med lidt mindre status.

Dette er første kampagne fra Chloe under Natacha Ramsay.Levi, og følger i fodsporet på den typiske Chloe-kampagne med cool skødesløse piger på gaden. Steven Meisel har taget billederne, men det kan man egentlig ikke se. Som så mange andre kampagner i denne sæson er der for mange random outtake-agtige shots med i kampagnen. Det hele virker lidt sløset, og det er ærgrligt efter en god kollektion samt en cool casting.

Jeg er ikke så stor fan af, at Dsquared2 samler herre-og damekampagnen i en, for mændenes tøj fylder lidt for meget. Jeg har valgt to versioner, hvor damekollektionen og damemodellerne fylder mest, og så spilelr det okay. Dsquared2 er cool tøj blandet med rædderligt tacky tøj, og det kommer også til udtryk her.

Jeg købte faktisk en Mulberry-taske i starten af 2018, så Mulberrys design og branding virker på mig i øjeblikket. Jeg var so so tired i forhold til brandets overeksponering på det danske marked for ti år siden, men jeg er total onboard i øjenlikket. Kampagnen var i år meget festlig for øjet med skarpe kraftige farver. Den grønne kjole og hat på øverste billede har jeg lyst til at spise.

Sacai er det her cool mærke, som ikke er så kendt, som det måske fortjener, uden for modebranchen. Modehuset er god til at caste cool hypede modeller, og denen gang får vi den amerikanske model Ansley Gulielmi i front. Jeg er ret vild med hende, så kombinationen af hende og Sacai finder jeg yderst appellerende.