torsdag den 22. marts 2012

Dagens og lidt mere om akne...


Igen en dejlig, solrig dag. Jubiii.. Ovenover er jeg udenfor, skal på indkøb, og har ingen makeup på. Og det ser jo faktisk helt pænt ud. Min hud bliver pænere hver dag, og det er en fornøjelse. Selvom jeg langt fra har decideret flot hud, så skal må man huske på, hvad udgangspunktet var.

Jeg har skrevet om akne før. I særdeleshed i dette indlæg. Nu er der gået nogle måneder, og jeg tænker, at jeg vil lave en lille opfølgning. Det virker til, at voksenakne er et voksende problem, som mange på et eller andet tidspunkt i deres liv vil stifte bekendskab med. Det er ikke rart, men hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu, så var det nok aldrig blevet til et årelangt helvede...

1) Drop de fleste ansigtsprodukter. Det meste forværrer - især produkter, der påstår, at de er gode mod akne. Køb blot en mild ansigtsrens og brug den morgen og aften. Neutrals Face Wash er god og forholdsvis billig.

2) Brug for alt i verden ikke en toner/tonic og slet ikke til såkaldt "uren" hud. Der er alt for tit alkohol i produktet, og for de fleste med akne er det absolut no-go. Faktisk er det no-go for de fleste. Hvis du er til toner, så undersøg produktet grundigt.

3) Exfolier. Bliv ven med Salicylic Acid - også kaldet BHA. Jeg er vild med en exfolierende gel fra mærket Paula's Choice. Den er mild, og man får fin blød hud. Den fjerner død hud, og får huden til at se pænere ud. Jeg bruger den næsten hver dag inden creme eller solcreme. Paula's Choice exfolierende produkter har gode produkter til alle hudtyper.

4) Vælg kun milde anisgtscremer fx fra apoteket. Spørg om hjælp. Vælg hellere ingen creme end en forkert. Den skal tilføre den rette mængde fugt, intet andet.

5) Akne er en hudsygdom. Selvfølgelig skal man ikke pille i sine bumser hele tiden eller leve af en kost udelukkende bestående af remoulade, men drop den dårlige samvittighed. Det er ikke ens egen skyld, og der skal formegentlig lægemidler til, hvis man skal blive helt fri for grim hud. I første omgang bør man prøve Basiron fra apoteket og smøre lokalt på de grimme steder. Ja, den udtørrer, men den hjælper, så giv den en chance.

6) Basiron var ikke godt nok for mig. Så er der kun lægeordineret medicin tilbage. En almindelig læge kan godt udskrive forskellige præparater, men lad være med at vente for lang tid med en henvisning til en hudlæge. Der er tit lang ventetid, og det betaler sig, at tage problemet alvorligt med det samme.

7) Clindoxyl er et lidt stærkere produkt end Basiron, men i samme boldgade. Det kræver recept, men er i mine øjne meget bedre end Basiron. Den smøres lokalt en gang i døgnet og fjerner hurtigt småbumser og hudorme. Den kan også udtørre ens hud, men da man kun skal bruge den om natten, så kan man give huden en godt lag creme tilpasset sin hud i løbet af dagen.

8) Jeg får samtidig antibiotika, som jeg skal tage hver dag. Det slår bakterierne ihjel, før de bliver til bumser. Der går lidt tid, før man kan se noget, men nu er det lang tid siden, at der er kommet nye cystiske bumser på min hud. Så hurra.

9) Min hudlæge mente faktisk, at jeg kan nøjes med at vaske mit ansigt i vand samt kun bruge creme, hvis det er virkelig nødvendigt. Jeg har dog brug for en rigtig ansigtsrens. Ellers føler jeg mig helt forkert, men jeg bruger færre produkter end tidligere.

10) Da jeg har haft akne i mange år, er min hud fyldt med ar og misfarvninger. Selvom de fleste bumser er væk, så er der stadig virkelig grimme områder. Clindoxyl kan ikke gøre så meget her. Mange gange vil lægen give én en A-vitaminkur i pilleform, som er den mest effektive måde at forbedre ens hud på. Både i forhold til ar, misfarvninger og rynker. Desværre er det en hård kur, som jeg ikke kan tage på grund af nogle andre piller, jeg tager. Til gengæld har jeg fået en A-vitamin-creme til at smøre lokalt, og den virker også fremragende. Den glatter ud og fjerner lige så stille de grimme misfarvninger. Huden bliver pænere hver dag.

11) Husk altid solcreme. Det er godt for alle, men mange midler mod akne gør solen endnu mere farlig for ens hud. Lige nu bruger jeg en solcreme fra Avène til ansigtet, som også fungerer som fugtighedscreme. Multi-produkt, we like!

12) Hav tålmodighed. Min hud er som sagt stadig langt fra flot i klassisk forstand, og jeg kan stadig have dage, hvor jeg har lyst til at bære maske, men det hjælper, at det bliver en smule bedre hver dag:)


2 kommentarer: